Jeg elsker de svenske æbler. Ingrid Marie, Åkerö, Katja, og hvad de nu ellers hedder. Men når man i fuld alvor hævder, at det netop er Sverige, der producerer verdens bedste æbler, er det nok lidt af en national tilsnigelse. Ser man bort fra æblesorterne, som er unikke for Sverige, så findes der faktisk flere ting, der taler for, at de svenske æbler holder en høj kvalitet. Det særlige er, at frugten modner langsomt under Nordens særlige klimaforhold. Hemmeligheden er de lange lyse sommerdage kombineret med en moderat varme (eller måske skulle vi blot sige kolde somre!).
Men hvis det blot er dét, der bibringer den særlige karakter til det svenske æble, så burde et norsk, dansk eller finsk æble også have muligheden for at nå de samme højder. Eftersom jeg netop har holdt ferie i de nordtyske æbleregioner ved Elbens sydlige strand (Stade nær Altes Land), må jeg nok strække min teori lidt længere.
Teorien er, at de æbler, der produceres længere fra Nordpolen end fra Ækvator, og som får lov til at vokse hurtigt under den bagende sol, ikke når at frembringe de samme smagsoplevelser, som vi får fra det nordlige æble. Et hurtigt produceret æble har ofte en kraftigere skal, der velegner sig særligt godt til transport, og disse æbler kan både være saftige og søde. Det vil dog være en anderledes oplevelse, end når du sætter tænderne i et nordligere æble.
Selvfølgelig kan man spise æbler året rundt, men for mig handler det om at vælge de lokalproducerede æbler, alt andet er et kompromis.
Mange æbler, svenske såvel som ikke-svenske, havner ofte i æblekager og æbletærter hjemme os os. Det er ret flot at trykke figurer ud fra tærtedejen ved hjælp af de forskellige peberkageforme. De fungerer perfekt som dekoration til tærten.
