En gang byggede jeg et brændeskur. Ideen opstod, da jeg fandt en lang blikplade. Vi havde brugt det som en plade til luftgeværsskydning, indtil geværet var gået i stykker. Nu skulle pladen altså bruges som tag. Jeg følte, at det var en ret genial ide, dels fordi jeg ikke behøvede at flytte det store skrummel helt væk, og dels fordi jeg kunne konstruere noget nyttefuldt. Jeg havde også en større palle stående derhjemme. Det blev til gulvet. Alt, der var brug for, var nogle træstykker og et par samlinger ved hjælp af en hammer og søm. Taget skulle skråne en smule, så regnvandet kunne løbe væk. Inde i den smukke skabning kunne træet tørre i vinden.
Forestil dig min spænding, da jeg med mit nyopdagede talent for håndværk og med en vis portion stolthed ville præsentere skuret for min kone. Hun var slet ikke imponeret. Overhovedet ikke. Hun viste sig at være en feinschmecker, når det gjaldt brændeskure, og påpegede både de praktiske og æstetiske problemer ved mit arbejde. Hun er desuden fra Västerbotten, hvor de har hundredevis af ”brændeskure” i hangarstørrelse. Men skuret, eller "skraldet”, som hun foretrak at kalde det, fik lov til at stå, måske fordi hun bare var glad for, at det var slut med luftgeværet.
Månederne gik, og jeg blev glad, når jeg kiggede ud i haven. Der er en særlig tilfredsstillelse ved at have lavet noget med sine egne hænder. Et problem var desværre, at metaltaget blæste af et par gange. Men jeg løste det ved at placere kampsten på toppen. De var tilovers fra et afløb, og det er jo godt at spare. Det så alligevel smukt ud. Så fint. Senere supplerede jeg med et stort spændebånd, måske havde jeg fejlbedømt holdbarheden en anelse? Brændet faldt dog af og til ud. Men det var jo lige meget. Det var stadig mit eget lille brændeskur.
En dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var skuret forsvundet! Min datter sagde, at de havde fået nok, og derfor var det blevet revet ned. Med brændeskurs-feinschmeckerens lydløse eller udtrykkelige samtykke, formoder jeg. Det var selvfølgelig et brutalt slag i maven, men jeg tog det med stoisk sindsro. Vi skal alligevel efterlade det hele en dag.
Men til tider lukker jeg øjnene, så jeg kan mindes mit smukke brændeskur. Hvor jeg dog savner det.
