Rustfrie udstiksforme

Udstiksforme kan fremstilles af forskellige materialer. Før i tiden blev de fremstillet af træ, men denne type forme har jeg nu kun set på billeder, ikke i virkeligheden. Et lidt nyere materiale, som har mange år på bagen, er blik. Det er faktisk det klassiske materiale, når det gælder udstiksforme. Nyere materialer er rustfrit stål og plastic.

Hvis du har arvet nogle gamle udstikkere eller har fundet nogle på loppemarkeder, er de givetvis fremstillet af blik. Farven er sandsynligvis lidt uregelmæssig, hvilket mange finder charmerende, mens andre synes, det er helt ude i skoven. De fleste udstiksforme i blik får gerne nogle rustpletter, som årene går.­

Der findes en række åbenlyse fordele med rustfrit stål og plastic, og man skulle måske have troet, at denne type materialer for længst havde taget over for blik, men det er langt fra tilfældet. Blik er ganske enkelt et rigtig godt materiale til udstiksforme, da det både er stabilt og bøjeligt. Skal man eksempelvis lave sine egne udstikkere, måske i eget design, er blik det ideelle materiale.

Har man en idé til et lidt mere avanceret udstikkermotiv, kan det være svært at realisere designet i rustfrit stål. Enten må man gå på kompromis med stabiliteten, da man anvender et let og bøjeligt materiale. Udstiksformene bliver nemt lidt ”vippende” og holder ikke faconen helt så godt. Ellers må man gå på kompromis med de små detaljer i designet, som ikke kan formes lige så præcist, med mindre man gør brug af en tykkere og mere stabil kant i rustfrit stål.

Plastic er det mest fleksible materiale, når det gælder udviklingsmuligheder, da man her støber formene. Man kan eventuelt også fremstille dem ved hjælp af en 3D-printer. Af forskellige årsager, som bliver forklaret i et andet indlæg, har vi her på Formina valgt ikke at producere udstiksforme i plastic. Du finder ganske enkelt ikke plasticforme i vores sortiment.

Vil man være på den sikre side og slippe for at overveje, hvordan man skal vedligeholde sine udstiksforme, skal man gå efter de rustfrie forme. Men måske finder du også et par favoritter blandt blikvarianterne. Giv dig god tid og pas på formene, så de holder sig flotte i flere år fremover. Det er slet ikke så svært at vedligeholde sine forme, og her kommer et par tips:

GODT:

Vask hurtigt formene af i varmt vand.

Bred udstiksformene ud på et tørt viskestykke, så de kan lufttørre. Undgå, at de ligger op ad hinanden.

Alternativt kan du tørre formene direkte af efter opvasken, brug blot et viskestykke.

Efter anvendelse kan du blot tørre dem af med køkkenrulle, da de jo snart skal bruges igen;)

MINDRE GODT:

Fugtige udstiksforme, som ligger og tørrer på et rustfrit køkkenbord, kan ruste en smule i kanten, idet det er to materialer, der mødes.

Det er bestemt ingen fordel at lade blikformene ligge i blød i alt for lang tid ad gangen.

Det er heller ikke nogen god idé at lade flere våde udstiksforme i forskellige materialer ligge og tørre i en bunke med anden opvask, især ikke, hvis der ligger et vådt viskestykke hen over bunken, der langsomt gør materialerne våde. Når to materialer ligger op ad hinanden, og de samtidig bliver fugtige, opstår der gerne rust ved kontaktpunkterne.

Det samme gør sig gældende, hvis du vasker dine udstiksforme i opvaskemaskine. Det går fint, hvis de ligger hver for sig, men så snart man lægger dem i en bunke, med både rustfrie udstiksforme og blikforme, risikerer man rustpletter.

Kom ikke blikformene i fryseren. Der er tin i blikket, og dette materiale får ikke de bedste betingelser, når det bliver for koldt.

0 kommentarer

Ingen har kommentere dette indlæg endnu. Bliv den første til at sende en kommentar!

Produceret af:  Wikinggruppen
Produkter
Kundeområde