Chokoladekagen ”Kladdkaka” er en moderne svensk klassiker. Jeg går ud fra, at opskriften oprindeligt kommer fra de amerikanske brownies. Opskrifterne minder nemlig en helt del om hinanden, og de er begge nemme at bage. Masser af chokolade - hvor er det bare godt!
Kladdkaka er altid en favorit hjemme hos os. Det er der flere årsager til:
Kagen er som sagt nem at bage. Selv børn omkring de 7 år kan (næsten) klare projektet uden hjælp! Og hvor bliver de dog stolte, når de har bagt noget så lækkert helt på egen hånd!
Der er ikke meget, der kan gå galt med denne kage. Det værste, der kan ske, er, at den bliver lidt for tør. Men selv de lidt tørre kladdkakor forsvinder med lynets hast herhjemme hos os!
Dette er en hurtig løsning, når du vil lave noget hjemmebag, der smager aldeles fremragende.
Min opskrift på kladdkaka fik jeg af en god ven for nogle år tilbage, og jeg har ikke haft nogen grund til at lede efter et alternativ. Det smager ganske enkelt fabelagtigt! Dog kan jeg ikke lade helt være med at lave små ændringer i opskriften. Forbedringer, hvis jeg selv skal sige det… =)
Her kommer derfor mit eget bud på kladdkaka:
Brandgod kladdkaka
2 æg
2 dl sukker
1,5 dl hvedemel
4 spsk kakao
1 dl olie
1 knivspids salt
Rør æg og sukker sammen i en skål (pisk ikke!). Bland de tørre ingredienser og rør dem ned i æggeblandingen skiftevis med olien. Hæld dejen op i en smurt form, drysset med rasp, og bag i ca. 15 minutter ved 180 grader. Kagen skal fortsat være blød i midten, når du tager den ud af ovnen.
I den oprindelige opskrift er der brugt mere sukker (3 dl i stedet for 2 dl), ligesom der anvendes smeltet margarine i stedet for olie. Jeg har skruet ned for sukkermængden lidt efter lidt, og nu bruger vi ofte lidt mindre end 2 dl sukker. Og alle synes stadig, at det smager fantastisk! At bruge olie i stedet for smeltet margarine eller smør har flere fordele. Først og fremmest er det mere enkelt. Man behøver ikke at smelte fedtstoffet, men kan bare hælde det ud af olieflasken. Desuden er det mere gavnligt med olie frem for smør og margarine (selv flydende margarine), som jo er en kunstig form for fedt. Sidst, men ikke mindst indeholder olien ikke mælk, hvorfor også de laktoseintolerante gæster kan få gavn af kagen!
Eftersom vi er en stor familie, og alle elsker søde sager, plejer jeg gerne at lave en tredobbelt portion, der hældes op i to forme. Det betyder ikke så meget for tidsperspektivet, og man skal alligevel have målt de forskellige ingredienser op, ligesom kagerne sagtens kan bages samtidigt i ovnen – og så har du endda kage til næste dag.
Kagerne bliver lidt højere end den klassiske kladdkaka, men jeg har endnu ikke hørt nogen klager. =)
Her forleden var min 14-årige datter og hendes bedste ven i gang med at bage, og det blev til to lækre kladdkakor! For at gøre kagerne en tand festligere lavede de nogle skabeloner og sigtede endvidere flormelis hen over kagerne.
Skabelonerne blev tegnet på bagepapir ved hjælp af kageudstikkere. Dernæst klippede de figurerne ud og lagde dem på den færdige kage, hvorefter der blev drysset flormelis hen over den. Efterfølgende blev skabelonerne fjernet ganske forsigtigt.
Det var lidt svært at fjerne skabelonerne uden at ødelægge mønstret, men med en lille pensel rettede de figurerne til, så resultatet endte med at blive super fint.
De fire motiver på det øverste billede kan findes under kageudstikkere – eksotiske dyr, mens de smukke hjerter kan findes under udstiksforme – hjerter og stjerner.