Da jeg var lille, vidste jeg og mine søskende knap nok, hvad Coca Cola var. Sockerdricka (en traditionel svensk læskedrik) kendte vi derimod alt til, og når vi fik en flaske, var det vigtigt, at den blev delt på retfærdig vis! Det mest sikre var at følge hovedreglen ”du deler, jeg vælger”. Det princip gjaldt også ved fordelingen af eksempelvis kage. Den, som førte kniven, skulle vælge sidst. I dag kan vi blot grine af, at vi sommetider faktisk fandt målebåndet frem – men det viser i det mindste, at vi tog retfærdighed dybt alvorligt!

Langt senere fulgte jeg et fag, hvor vi brugte ”En teori om retfærdighed” af John Rawls som lærebog. Rawls er vigtig inden for politisk filosofi. Bogen er så tyk og knudret, at jeg hverken nåede eller orkede at læse alt det, jeg skulle. Men hans grundidé var i hvert fald et tankeeksperiment, som minder om, når vi skulle fordele kage.

Forestil dig, at en gruppe mennesker skal bestemme samfundsordenen. Forudsætningerne er, at personerne i gruppen alle har en ekspertviden, men mangler information om, hvor i samfundet de vil havne. De ved ikke, om de bliver placeret i samfundet som rig eller fattig, mand eller kvinde, gammel eller ung, intelligent eller … som os andre. Alt sammen for at fremme retfærdigheden. Hvordan ville de indrette samfundet? Jeg vil ikke komme med ”spoilers” ved at afsløre den spændende afslutning (som forfatteren brugte omkring 600 sider på at forklare). Bogen, som filosoffer nu har debatteret i 40 år, viser dog, at også Rawls tog retfærdighed dybt alvorligt!

Jeg funderer over, om børn og unge i dag gør, som vi gjorde, når de skal dele noget lækkert, eller om de har udviklet nye fordelingsprincipper. Måske får den, som har flest likes på Facebook, den største portion? Eller stemmer de hinanden ud, én ad gangen, som i alskens realityshows? Jeg håber det ikke. Det er naturligvis os voksne, som i praksis viser børnene, hvad der er retfærdigt. Man kan f.eks. benytte sig af lejligheden, når man bager sammen, til at gøre tingene lidt mere konkrete. Ved det meldækkede bagebord kan man give eksempler på ”produktiv retfærdighed”, og når kagerne derefter har fået glasur på og dufter skønt, kan man anskueliggøre ”distributiv retfærdighed”.

For hvem vil nøjes med den mindste bid af kagen? Især hvis man arbejder mest… Det er måske oven i købet ved at være tid til at skrive ”En teori om peberkager”!