Som jeg har nævnt tidligere, elsker både min hustru og jeg at kigge på fugle samt lytte til deres sang. Jeg synes dog, at det kan være en tand svært at få øje på de små kræ – enten gemmer de sig, eller så flyver de fra sted til sted. Men at tage ud på en forårsmorgen og nyde synet er ganske ubeskriveligt.
Hvor ofte er det lige, at man får taget sig en naturudflugt? Næsten aldrig.
At sidde der i naturen med sin medbragte madpakke er en lise for både gane og sjæl. Forestil dig en omgang æg til morgenmad samt friske sandwiches og rygende varm kaffe på termokanden, der afsluttes med en kanelsnegl, chokoladebar eller noget frugt. Og man får ligesom altid et bord med vindueskig.
Så trods alle mine betænkeligheder er jeg kommet til at elske fuglekiggeri. Fællesskab, natur og mad er en vindende kombination. Fuglene kommer med i købet. Sjagger, engsnarre, og hvad de nu ellers hedder.
Tager man fuglekiggerne, er de et ret fascinerende folkefærd. De kan blive så opstemte over, at det kvidrer på en helt bestemt måde i buskadset. Mine egne forsøg på at udskille de forskellige fuglestemmer er ikke videre imponerende. Denne oprigtige glæde hos fuglekiggerne, der kan krydse endnu en art af på listen, er et interessant syn. Egentlig er jeg nok mere en fuglekigger-kigger.
Men nu findes der jo også ret synlige fugle, såsom svaner, traner og gæs. Dem har jeg da set. Om efteråret samles vildgæssene i tusindvis ved tilfældige søer, så de kan hvile sig – godt beskyttet mod rovdyrene om natten – inden turen går videre sydpå.
En weekend i oktober tog vi på vandrehjem ved den kendte fuglesø Tåkern. Vi ville nemlig gerne opleve ”det store løft”. Dét øjeblik ved daggry, hvor tusindvis af vildgæs, som på et givet signal, løfter sig fra vandet for at flyve ind på markerne for at finde dagens føde.
Søndag morgen stod vi derfor op lidt efter klokken fem. De gule alléer med ahorntræerne førte os direkte til fugletårnet, hvor vi kunne se det store skuespil. Det var både mørkt og koldt. Den første time så vi ikke noget løft, men da vi nåede den næste time, kom lyset, dog sammen med den mælkehvide dis, der dækkede for det store skuespil, vi var kommet for at tage del i. Gennem draperiet hørte vi imidlertid fuglene på afstand. Nogle få grågæs var imidlertid så venlige at passere så tæt på os, at vi kunne se, at det rent faktisk var gæs. Ganske svagt. Det var såmænd det hele…
På den anden side oplevede vi naturen, fællesskabet og den gode kaffe. Og det er som sagt altid et løft!
Fuglekiggeri på højt niveau
