Æbletærte

Roger skrev forleden om æbler. Det er dejligt, for jeg elsker virkelig æbler. Jeg er især vild med alle de lækre sager, som man kan bage med æbler. Æblekage, æbletærte, boller med revet æble, apfelstrudel, ovnstegt æble med nøddefyld. Det er nogle af favoritterne. Og så æblemost. Helst Kiviks.

Jeg kan slet ikke få nok af æbletærte. Det er faktisk en ret farlig ting, for jeg kunne snildt erstatte de almindelige måltider med en omgang æbletærte. Netop nu er favoritten smuldretærte med havregryn, solsikkefrø, og stødte kardemommekerner i smuldredejen. I dag har jeg dog valgt at give et bud på en forsvensket opskrift på amerikansk æblepie. Det er typisk sådan en tærte, som Bedstemor And altid har i ovnen. Æblerne passer i øvrigt fint som fyld til tærtedejen. Jeg udskiftede en del af hvedemelet med grahamsmel og blandede desuden sesamfrø i tærtedejen. Frøene kan man dog sagtens droppe, hvis man vil. Personligt er jeg ret vild med kombinationen af grahamsmel og sesambrød i brød, og det var derfor, jeg også prøvede det med tærtedejen. Resultatet blev godt, dog måske ikke lige så fantastisk, som jeg havde håbet på.     

Tærtedej:

250 g smør (eller margarine, hvis du foretrækker dette)

2 dl grahamsmel

4 dl hvedemel

4 spsk. koldt vand

(hvis du ønsker det: sesamfrø 1-2 dl)

Æblefyld:

4 - 6 æbler

1 spsk. smør eller margarine

1/2-1 dl sukker (gerne råsukker)

1 1/2 tsk. kanel

1/2 tsk. ingefær

En håndfuld rosiner

Til pensling:

1 pisket æg

Bland fedtstoffet sammen med melet. Hvis du vil gøre det lettere for dig selv, kan du lade smørret blive lidt varmt og blødt ved stuetemperatur, og du kan dernæst lade dejkrogene på piskeriset blande det sammen. Du kan også skære smørret i små bidder med en skarp kniv og dernæst bruge fingerspidserne til at klemme fedtstoffet sammen med melet på et bagebord. Siden tilsætter du det kolde vand og blander hurtigt dejen sammen. Dejen skal ikke æltes, den skal blot samles.

Lad tærtedejen hvile i mindst 30 minutter.

Skræl og skær æblerne i bidder. Læg dem i en kasserolle sammen med smørret og sukkeret. Stil kasserollen på komfuret ved lav varme og lad blandingen blive varmet igennem. Rør i blandingen i ny og næ. Ihæld efterfølgende krydderierne og rosinerne, hvis du vil have dem med. Dette er en opskrift, hvor du sagtens kan udskifte ingredienserne i fyldet. Vælg ud fra din personlige smag.

Sæt ovnen på 190 grader.

Del dejen i en lidt større og en lidt mindre halvdel. Rul den større halvdel ud og læg den over tærteformen. Tryk forsigtigt tærtedejen ned, så den ligger glat hen over bunden og kanterne på tærteformen. Dejen bør være så stor, at den nu ”hænger” lidt ud over kanten på formen. Ihæld æblefyldet og dæk dernæst med den sidste halvdel af tærtedejen. Klem kanterne på tærtedejen sammen, så over- og underdelen holdes sammen. Fjern det overflødige tærtedej. Skær riller i ”tærteoverfladen” og dekorér den gerne med dejen, der er blevet tilovers. Du kan f.eks. skære æblerne ud med en æbleform, som jeg gjorde her:

Æbletærte

Er der noget bedre end duften af nybagt æbletærte?

 

Pensl tærten med det piskede æg og bag i midten af ovnen i 20-25 minutter, indtil tærten er blevet gylden. Nyd tærten med is, vaniljecreme eller bare, som den er. Tærten er bedst, når den er lunken, hvor smagene virkelig kommer til deres ret!

Har du lyst til at bage noget andet lækkert med forme? Prøv vores hyggelige opskrifter på småkager i to farver udstukket med forme – eller et skønt brydebrød med olivenolie og rosmarin.

0 kommentarer

Ingen har kommentere dette indlæg endnu. Bliv den første til at sende en kommentar!

Produceret af:  Wikinggruppen
Produkter
Kundeområde